Hmm… Kan I huske det indlæg, jeg lå ind i forleden, hvor jeg beskrev, hvor fedt et hus vi har og hvor fantastisk det bliver at flytte? Det var fuldstændig sådan jeg havde det, da jeg skrev indlægget… Og i dag har jeg det fuldstændig modsat. Welcome to crazy-town !

Normalt er jeg IKKE glad for forandringer. Jeg kan simpelthen ikke se det gode i at lave ting om, tage for store skridt eller bare gøre noget uden at være sikker på, at det ender godt.. Hvilket er fjollet, fordi 99% af alle de skridt vi tager ender jo ski’ godt 😉 Ikke destomindre har jeg denne gang endnu ikke haft en krise… Jo jo – givet, en lille krise over stikkontakter, opbevaringsplads og gulvvalg… Men ikke en krise over at skulle forlade hytten jeg befinder mig i lige nu.

Idag lykkedes det dog min bedre halvdel at overtage “min” rolle i familien. Den bekymrede, den tvivlende – den der tænker, “det er nok bedre bare at blive her”… Og det er jeg slet slet SLET ikke vant til !

“Problemet”, om man vil, er at vi lige nu er ved at smide ud, pakke lidt ned og gøre huset klar til flytningen, der forhåbentlig bliver i November. Alt imens vi gør huset lettere i stand hygger pigerne sig med de andre børn på gaden, leger i haven, cykler frem og tilbage fra hus til hus – og vi kan bare høre latter og små stemmer, mens de nogle gange er her.
Hvordan skal vi undvære det næste sommer? Hvad hvis der ikke er børn på den nye vej? Hvordan skal vi undvære vores kælder, vores fine have (som er fyldt til randen med mos og ukrudt, men stadig lukket og hyggelig), hvordan, hvad nu hvis – osv. osv. Det hele kører rundt nu – akkurat som det plejer…
Jeg plejer bare, at have en til at trække mig i den anden retning, men han er med på min båd denne gang… Shiat… Hvad skal det ikke dog ikke ende med?

Mette Gregersen