Som mange af jer jo ved, så har vi brugt de sidste snart 3 år på at få bygget vores drømmehus i Vejgaard.
I December sidste år flyttede vi endelig ind og nu er vi faldet godt på plads – lige i rette tid til at finde i en vandskade under vores køkkenvask … og i alle væggene i hele under-etagen.

drømmehus?

Eller kan man kalde det en vandskade, når dem, som har bygget huset har haft for travlt – og blot er gået videre i teksten uden at tjekke op på om væggene og gulvet var tørre.

Lad mig lige sige og understrege, at jeg har været så tilfreds med de folk vi har haft til at bygge vores drømmehus igennem hele processen. De har været dygtige – omend man skulle holde lidt et vågent øje, men skal man ikke normalt det med de projekter man har gang i – især byggeprojekter. Hele byggeprocessen har været forsinket op til flere gange og først da det blev udskudt sidste gang, blev vi en smule utålmodige – men vi har haft JA-hatten på i hele vores byggeri og har glædet os ufattelig meget til at flytte ind og blive i drømmehuset de næste mange år.

Nu har vi snart boet her i 5 måneder og vi er endelig allesammen faldet godt til. Som nogen måske kan huske havde pigerne, især Fine, svært ved at finde tryghed i huset, men nu er det vores hjem.. og vores hjem tager form, alt er ved at have en plads og hverdagen fungerer for os her.

Det gjorde det. Lige indtil vi fandt vandskaden under køkkenvasken, som resulterede i at vi fandt fugt i alle væggene ! … Ikke pga. vandskaden. Væggene har bare aldrig været tørre.. Og lige nu er vi i chok. Sådan føles det ihvertfald, fordi konsekvenserne er for store, for store til at min lille mor-hjerte kan fatte det.

Løsningen?

Der er en løsning.
Det siger de ihvertfald. Vi kan bare ikke bo i vores hus, mens der bliver rettet op på skaderne. Så vi skal finde et andet sted – igen. Vi skal flytte vores piger – igen. Vi skal pakke vores habengut sammen – igen.

Væggene skal tørre. Helt tørre – meget mere tørre end de er nu. Så alt tapet, filt mm. skal af, så de kan tørre ordentligt. Alt skal ned fra væggene igen – i hele huset.
Imens kan vi ikke bo her, her i vores drømmehus!

Mon nogen af jer har været ude for det samme? … Og kan give et godt råd eller to? Jeg tager imod med kyshånd!
Skriv endelig i kommentarfeltet eller på min mail, mail@nordickidsliving.com <3

Mette Gregersen