For en sikkerheds skyld, så helgarderer jeg mig lige. Jeg ved at alle familier er forskellige – jeg fortæller om, hvad Michael og jeg mener er bedste for os, vores piger og vores familie!

børn, bevægelse og balance

… og det gør bevægelse. Motion ved jeg ikke, om man kan kalde det, men både Michael og jeg er enige om, at vores piger skal være i bevægelse og lære, at deres krop kan andet end at smide sig på en seng med en IPad. Selvom det i den grad også er i orden – engang imellem.
I år er begge piger startet til dans og man kan især mærke på Fine, at det har en fantastisk effekt. Hun er gladere, hun er mildere og hun er så glad, de dage hun skal afsted at hun ikke er til at skyde igennem. Når jeg skriver “de dage”, så er det faktisk fordi hun er afsted på 2 hold hver uge. Det samme er Bella. Vi går all-in! Eller vi prøver ihvertfald at give dem en god start på et forhåbentlig langt, lykkeligt og sundt liv. Hvor alt er i balance, så de ikke går et liv i møde med yoyo-vægt, stride slankekurer og dårligt selvværd. De skal ikke falde i samme fælde, som deres mor.

Lad mig prøve at forklare jeg min baggrund for disse tanker, som jeg forestiller mig rigtig rigtig mange forældre arbejder med.

Genetisk overvægt!

Michael og jeg vejer begge lige en my for meget. Det har vi gjort så længe jeg kan huske tilbage. Vi er glade for slik, chips, bøffer og vin.. og knap så glad for løbeture og sved på panden. Michaels vægt-problemer stammer helt tilbage fra hans barndom, mens mine egne startede da jeg ramte puberteten.. Så vi snakker rundt regnet 20 år tilbage! Jesus.. Det er mange år, hvor jeg har tænkt over det skidt altså!!  Det er ikke noget vi taler om foran piger, men taler meget om det sammen. … og om hvordan vi ønsker noget andet for vores piger.

Det er derfor vigtigt for os, at pigerne tidligt lærer at balancerer den sunde livstil, med de hyggelige lækre valg. Der skal være plads til fredagsslikken, der skal være plads til turen på Maccen (som Bella er begyndt at kalde det – pre-teen much?) og der skal være plads til at smide sig på sofaen, når man har behov for det – UDEN dårlig samvittighed.. Men jeg er sikker på, at det kræver, at man lærer det i en tidlig alder og ikke først kommer efter at man vil finde den balance, når man er 30 +.
Fordi de er genetisk eksponeret for overvægt pga. Michael og jeg og deres stamtræ, men jeg orker ikke de skal døje med det. Der er så meget andet skidt, som livet kan byde på – men hvis vi nu får styr på denne del, så kan det jo være at de står stærkere over disse ting. Let’s hope.

Det sociale aspekt

Udover det sunde aspekt, så er der også en anden ting, som er med i vores overvejelser.
Vi har valgt at melde pigerne ind i Power-House i Aalborg. Her danser piger fra alle dele af Aalborg og omegn. Vi har valgt at de ikke skal gå i “lokal forening”. Ikke fordi vi ikke vil støtte op – det vil vi altid gerne. Vi skal jo bo her måske resten af vores liv. Vi har valgt det af den simple grund, at pigerne (såfremt de vil gå her i flere år) kan skabe et andet netværk med andre mennesker end dem de går op af hver dag. Vi er vilde med alle Bella og Fines veninder, men vi ved vist også alle, at der med piger hurtigt kan gå fnidder i den … og vi føler at vi giver dem en stærkere gro-bund ved at give dem en større netværk at læne sig op af. Og det virker virkelig til, at der hos Power House er et helt specielt forhold mellem de mange piger, som går der. Det ville jeg gerne pigerne kunne få glæde af, såfremt de bliver ved med at synes, at dans er “the bomb”.

Fine er kun 4 år og danner nok ikke venskaber denne sæson, men måske i sæsonerne der kommer. Hvem ved? Men håbe kan man ihvertfald.
Bella har allerede fået nogle nye venner til dans og jeg kan mærke at det giver hende mere selvtillid at vide, at hun kan skabe venskaber udenfor klassen.. Nogle vil hende – selvom de ikke “skal”. Nogle af pigerne hun har snakket med er også ældre piger og det synes hun jo også er for fedt. Så det er en god start og en god grobund.

Jeg ved jo af gode grunde ikke om det virker – om Michael og jeg har ret i vores beslutninger. Jeg ved heller ikke om de vil gå til dans i mange år eller om det er en fase. Skifter de interesser, så tager vi den derfra – men fundamentet bliver det samme. Bevægelse og nye bekendtskaber! Men lige nu føles det rigtigt – det føles som det rigtige valg for pigerne. Så derfor er det den vej vi vælger at gå… Er det egentlig ikke sådan med de fleste opdragelses-beslutninger? 😉

 

Mette Gregersen